Opdrætsfisk får DANSK FISK-mærke

DA8

DANSK FISK er forbrugernes garanti for frisk fisk af høj kvalitet – og takket være et nyt samarbejde kan også fisk fra havbrug og dambrug nu fås med mærket

 

Når de danske forbrugere køber fisk i supermarkedet, skal de kigge efter det rød-hvide ”DANSK FISK”-logo. Så er man nemlig sikker på at få en god dansk fisk – hvad enten den er vildtfanget eller opdrættet.

 

”DANSK FISK”-mærket har ellers hidtil været forbeholdt vildtfangede fisk fra danske fiskere, men nu har også fisk fra danske dambrug og havbrug fået mulighed for at bruge mærket.

 

- Ligesom de danske fiskere sætter vi en ære i at levere fisk af højeste kvalitet. Vi er derfor meget glade for at være med i fiskefamilien, og at vores fisk må bære mærket, så vi i endnu højere grad kan nå ud til de danske forbrugere, siger Dansk Akvakulturs direktør Brian Thomsen.

 

 Kvalitet og klimavenligt

”DANSK FISK”-mærket tilhører Danmarks Fiskeriforening, hvor man hilser ”den nye dreng i klassen” velkommen.

 

- I dag eksporteres over 90 procent af de danske fiskeres fangster. Resten af verden har altså allerede fået smag for de danske fisk, og nu er det på tide, at danskerne følger trop. Med samarbejdet håber vi at kunne udbrede kendskabet til ”DANSK FISK”-mærket og styrke salget af dansk fisk. Vi vil øge forbrugernes bevidsthed om vores kvalitetsprodukter – mærket skal gøre det lettere at vælge den rigtige fisk til aftensmaden, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

 

Dansk fisk bør nemlig altid være højt prioriteret af forbrugerne. Det er anerkendt for sin høje kvalitet og friskhed. Sporbarheden er i top, så man ved altid, hvor fisken stammer fra, ligesom fisken er en klimavenlig spise.

 

Fiskeprotein er den grønneste form for animalsk proteinproduktion – og den sundeste. Fx ligger blåmuslingens klimaaftryk på 0,1.

 

Stærkt samarbejde

Vælger man en danskfanget fisk, støtter man samtidig fiskerne og de mange danske arbejdspladser, som er tilknyttet erhvervet i havne, fiskeindustrien mm.. Hvis man tager alle aktiviteter i betragtning, understøtter fiskerisektoren ca. 16.000 arbejdspladser.

 

På samme måde sikrer akvakultur-erhvervet også danske arbejdspladser. Det fastslog Copenhagen Economics’ rapport om dansk fiskeri, der viste, at ca. 500 årsværk beskæftiges alene af primærproducenterne. Tallet menes er væsentligt større, når akvakulturens forarbejdningsindustri og andre følgeerhverv som udstyrs- og teknologileverandører regnes med.

 

Med de gode fisk til fælles, er det derfor også oplagt for Dansk Akvakultur og Danmarks Fiskeriforening at arbejde sammen. 

 

- For os er det vigtigt at stå sammen som en samlet branche. Vi står stærkere, når vi står sammen om et fælles mærke, som hele branchen kan stå inde for, siger Dansk Akvakulturs direktør Brian Thomsen.

 

Danmarks Fiskeriforening og Dansk Akvakultur samarbejder også i andre sammenhænge. Bl.a. på Naturmødet i Hirtshals i foråret 2019.