Dansk Akvakultur: Positivt at Miljøminister Lea Wermelin endelig skaber klarhed for fiskeopdræt på åbent hav

Miljøminister Lea Wermelin har netop fået flertal for to lovforslag, der henholdsvis ophæver det lovgrundlag, som skulle gøre det muligt at udvide eller etablere ny havbrugsproduktion gennem kompensationsopdræt, samt centraliserer tilsynet med havbrugene hos Miljøstyrelsen.

 

I Miljøministeriets pressemeddelelse fremgår det, at ansøgninger om nye og større havbrug fortsat skal behandles efter gældende regler.

 

- Vi glæder os over, at Miljøministerens seneste lovforslag L55 og L56 ikke medfører stop for flere havbrug eller stop for nye havbrug, og vi ser frem til, at ansøgninger om nye og større havbrug skal behandles efter gældende regler. Det er positivt. Derfor må vi forvente godkendelser, hvor havbrugsproduktion kan ske i overensstemmelse med vandplanerne, habitatreglerne, Natura-2000 og vandkvalitetskriterierne, udtaler Niels Dalsgaard, formand for Dansk Akvakultur og fortsætter:

 

-  Miljøministerens udmelding er desuden vigtig for at fremme investeringer og arbejdspladser i landdistrikter, hvor akvakultursektoren primært holder til.  

 

Nyt digitalt indberetningssystem

Regeringen har netop besluttet, at miljømyndighedskompetencen for landets havbrug skal flyttes ind til Miljøstyrelsen (Lovforslag L56), hvilket bl.a. medfører, at havbrugene overgår til et digitalt indberetningssystem.

 

- Dansk Akvakultur var enig med KL om, at tilsynet lå godt hos kommunerne, men et politisk flertal har besluttet, at det nu skal flyttes. Derfor ønsker vi at få etableret et godt samarbejde med Miljøstyrelsen fremadrettet. Havbrugene har i årevis indberettet miljøoplysninger til myndighederne, og nu bliver det digitalt. Det er en naturlig udvikling, og vi samarbejder gerne om at få det op at køre på en god måde, fortæller Niels Dalsgaard.

 

Danmark skal med på bølgen

EU Kommissionens videnskabelige rådgivere konkluderer, at det største og mest tilgængelige potentiale for vækst er i marin akvakultur, herunder havbrug, og et uafhængigt ekspertpanel anbefaler, at EU’s akvakulturproduktion bør fordobles inden 2030 for at styrke en mere bæredygtig produktion af fødevarer.

 

- EU har fremlagt en strategi for akvakulturudvikling på land og på havet, og indenfor begge områder sker der en rivende teknologisk udvikling. I Norge udvikles og investeres der massivt i marin akvakultur, hvor flere end 100 udviklingsprojekter er i gang, og forskere anbefaler, at vi opdrætter flere fisk på havet. Regeringen har store ambitioner indenfor klima og biodiversitet, og akvakulturen kan bidrage til dette. Vi håber derfor, at man fra politisk side vil samarbejde om at finde egnede placeringer til havbrug, hvor vi tager alle nødvendige hensyn til miljø og natur, og samtidig fremmer én af de mest klimavenlige animalske fødevareproduktioner, afslutter Niels Dalsgaard.