Naturfredningsforeningen lader sportsfiskerne drive rovdrift på truede fiskearter

I mange af de danske vandløb er bestanden af vilde laks og ørreder truet. Sportsfiskeriet på de sårbare arter bærer en væsentlig del af ansvaret. Alligevel ignorerer naturfredningsforeningen problemet og lader fiskene i stikken, skriver formand for Dansk Akvakultur, Niels Dalsgaard, i dette debatindlæg i Information den 14. juli 2020.

 

I Dansk Akvakultur har vi en klar interesse i, at der i vandløb og på kysten omkring vores anlæg, hvor vi opdrætter ørreder, er god økologisk tilstand i vandmiljøet og gode forhold for flora og fauna. Derfor har akvakulturvirksomheder også deltaget i mange naturgenopretningsprojekter, f.eks. fri passage i vandløb og udsætning af ørreder og laks til at styrke de vilde fiskebestande.

 

Derfor bekymrer det os, at vi kan se i mange vandløb, at de vilde laks og ørreder ikke kan opnå gunstig bevaringsstatus. Det vil sige, at de fortsat er truede på trods af de mange miljøforbedringer.

 

En forklaring på den ringe bevaringsstatus er sportsfiskeri efter vilde laks og ørreder. Sportsfiskeri er både en glæde ved naturen og en udnyttelse af naturens ressourcer. I England betegnes sportsfiskeri som en blod- og trofæsport. Det handler om ’kampen’ med fisken og trofæfotos, man kan dele med vennerne. Sportsfiskeri af truede arter i sårbar natur er en fritidsinteresse, men det er ikke naturbeskyttelse.

 

Derfor kan man undre sig over, at Danmarks Naturfredningsforening, der har som formål at beskytte natur, miljø og biodiversitet, tilsyneladende føjer de danske sportsfiskere i stedet for at passe på den vilde bestand af laks og ørreder.

 

Laksefiskeri i Skjern å er et konkret eksempel. Naturfredningsforeningen har accepteret sportsfiskernes laksefiskeri i et område med sårbar natur, hvor laksen er truet.

 

Sportsfiskerne har tilladelse til at fiske og hjemtage ca. ti procent af de laks, som vender tilbage for at gyde. Der er samtidig tilladelse til at fiske et ubegrænset antal fredede laks med catch & release-metoden, hvor man fanger laksen med krog for at slippe den løs igen. Det svarer til at gå på jagt på en truet dyreart med gummikugler med begrundelsen, at de anskudte dyr nok ikke dør af det, men kan humpe væk, når de kommer til sig selv.

 

Trods investeringer i naturgenopretning og udsætning af laks er der ikke opnået gunstig bevaringsstatus i åen. Faktisk er bestanden af laks og ørred i de fleste af vores vandløb ikke bæredygtig. Det må være indlysende for alle, også for naturfredningsforeningen, at sportsfiskeriet bærer en væsentlig del af ansvaret. De vilde fisk påføres fysiske skader ved catch & release-fiskeri. Derfor betegner Dyreetisk Råd denne form for sportsfiskeri som etisk uacceptabel, og metoden er forbudt mange steder i Europa.

 

I forhold til laksefiskeri respekterer naturfredningsforeningen og sportsfiskerne hverken hensynet til sårbar natur eller forsigtighedsprincippet, nemlig at det skal kunne dokumenteres med sikkerhed, at sportsfiskeri ikke har negativ betydning på den truede bestand eller natur. Det er indlysende, når laksebestanden ifølge DTU Aqua er langt fra at kunne reproducere sig selv.

 

Samme regler for alle

 

Naturfredningsforeningen stiller krav om, at vi i dansk fiskeopdræt skal respektere habitatdirektivet, et EU-direktiv fra 2006 til beskyttelse sårbare naturområder og truede dyrearter. I Dansk Akvakultur er vi enige med naturfredningsforeningen i, at nye fiskeopdræt på land og på havet naturligvis skal overholde habitatdirektivet og alle øvrige miljøregler.

 

Det er derfor for os uforståeligt, at naturfredningsforeningen tilsidesætter naturens interesser, når det kommer til de vilde fisk.

 

Her accepterer foreningen tilladelser til sportsfiskeri uden at forlange de samme miljø- og habitatregler for de truede fiskebestande, uden inddragelse af andre interessenter og uden, at offentligheden får indsigt.

 

Det er forståeligt, at sportsfiskerne ønsker den størst mulige adgang til fiskeri, også på truede fiskearter og i sårbare naturområder – foreningen varetager jo sportsfiskernes og ikke fiskenes interesser. Men det er helt uforståeligt, at naturfredningsforeningen vælger at tilsidesætte naturinteresser og biodiversitet af hensyn til sportsfiskerne.

 

Det er hykleri, at naturfredningsforeningen og sportsfiskerne fører sig frem som naturens beskyttere i deres kampagne mod fiskeopdræt, når ingen af de to organisationer kan eller vil efterleve de samme miljøbeskyttelsesregler, som de kræver, at andre skal overholde.

 

Det er kun naturligt, at naturfredningsforeningen udfordrer akvakulturvirksomhederne, ligesom de gør med landbruget. Men de danske havbrug producerer en meget klimavenlig fødevare, som har en samlet kvælstof-påvirkning på ca. 350 tons om året, svarende til ca. 0,06 procent af den samlede kvælstoftransport i danske farvande.

 

Naturfredningsforeningens præsident, Maria Reumert Gjerding, sagde det faktisk selv i P1 Orientering den 27. august 2019: »Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg jo er enig i, at den andel, der kommer fra havbrug i det store kvælstofregnskab, er ret lille. Det er klart landbruget, der belaster allermest.«

 

Dansk Akvakultur, naturfredningsforeningen og sportsfiskerne har en fælles interesse i at bevare et godt vandmiljø. Derfor er vi også klar til samarbejde. Men kan vi ikke blive enige om, at samme regler og hensyn til truede fiskearter og sårbare naturområder skal respekteres af alle - inklusive naturfredningsforeningen og sportsfiskerne?

 

Niels Dalsgaard, formand for Dansk Akvakultur.