DR beklager fejl om opdrættet laks

Tilbage i juli bragte DR et faktuelt forkert og negativt opslag om opdrættet laks under overskriften ”Din yndlingsfisk får smæk: Smid den tilbage i havet”.

Dansk Akvakulturs direktør, Brian Thomsen, fremsendte derfor denne respons til DR den 8. juli 2020.

 

DR’s redaktionschef, Søren Bygbjerg, har nu besvaret på vores henvendelse og beklager fejlene. Efter aftale med Søren Bygbjerg kan du læse hans svar nedenfor.

 

 

Kære Brian

 

Tak for din mail. Først og fremmest vil vi gerne beklage den lidt lange svartid.

 

I vores arbejde med artiklen ’Din yndlingsfisk får smæk’ på dr.dk har vi lænet os op ad Henrike Semmler, som vi har vurderet som en pålidelig ekspertkilde med hendes baggrund som havbiolog og Ph.D. Men vi må her i bagklogskabens lys erkende, at vi burde have dobbelttjekket hendes udtalelser med en anden ekspertkilde. Det er vores fejl, og det beklager jeg dybt.

 

Som du påpeger, så rummer artiklen faktuelle fejl, som vi siden publiceringen har forsøgt at rette op på. I den proces har vi – ligesom du - været i kontakt med Henrike Semmler, som gerne ville trække påstanden tilbage om, at man bruger væksthormon i opdrætslaks. 

 

  1. I artiklen fremgår det ikke længere, at der bliver brugt væksthormon i opdrætslaks.
  2. Påstanden om, at opdrætslaks er dårlige for klimaet er fjernet.
  3. I artiklen er der blevet tilføjet, at farvestoffet astaxanthin er naturligt. (Sammenligningen med den røde pølse er derfor blevet fjernet. )
  4. I artiklen fremgår det nu, at brugen af antibiotika i opdrætslaks er væsentlig reduceret.

 

Henrike Semmler fastholder sin udmelding om, at hun hellere vil vælge MSC-certificeret vildlaks end opdrætslaks, da hun fastholder, at der stadig er en række miljøproblemer ved opdrætslaks fra havbrug.

 

Vi beklager fejlene.

 

Mvh. Søren Bygbjerg, redaktionschef