En af de kendte skikkelser i Dansk Akvakultur ser tilbage på stor karriere i akvakultur-erhvervet

Kaare 4

Den 9. januar bliver en helt særlig dag for Dansk Akvakultur, når foreningen holder reception for en af akvakultur-erhvervets mest erfarne skikkelser, Chefkonsulent Kaare Michelsen, der går på pension efter en lang og flot karriere i Dansk Akvakultur. Med sine mere end 30 år i erhvervet og sin store viden om særligt dambrug har Kaare udviklet sig til en akvakulturens danske ”nestor”, der har svar og løsninger på selv de mest komplicerede udfordringer og problemstillinger.

 

Vi tog derfor en snak med Kaare om udviklingen i Dansk Akvakultur, der for hans vedkommende startede den 1. januar 1986 i Dansk Dambrugerforening:

 

"Der var flere grunde til, at jeg blev ansat i Dansk Dambrugerforening. Dels havde jeg haft speciale inden for fiskeopdræt i min studietid og så var jeg også belastet fra familien, idet min far også havde været dambrugskonsulent”, siger Kaare om sin indtræden i akvakultur-erhvervet.

 

Samtidigt løste jobbet også en række logistiske udfordringer, da Kaare flyttede til Skanderborg, hvor han stadig slår sine folder i dag:

 

"Jeg stod også med to små børn i Aabenraa og en kone, der gerne ville tættere på sine forældre i Århusområdet, så jeg søgte jobbet som dambrugskonsulent, hvor jeg dengang kunne sætte mig ned nogenlunde hvor jeg ville, fordi vi havde kontorer hjemme. Så jeg fik job i Midtjylland og min kone fik job i Skanderborg, og så slog vi os ned der. Det var ikke så langt væk fra forældrene, så vi havde også nogle til at passe børnene”, siger han.

 

Dambrugsbekendtgørelse krævede forbedringer
Foreningen fik hurtigt brug for Kaare, da Miljøstyrelsen i slutningen af 1980’erne så småt begyndte arbejdet med en ny dambrugsbekendtgørelse. Blandt opdrætterne var frygten, at der i bekendtgørelsen ville blive stillet urealistiske krav, som ville være mere end vanskelige at overholde:

 

"Der havde været tilløb til en ny dambrugsbekendtgørelse før, hvilket jeg også havde været lidt involveret i, men den var faldet til jorden. I slutningen af 1980’erne begyndte de så at røre på sig i Miljøstyrelsen, og så havde vi stor mødeaktivitet med Miljøstyrelsen og også en del ballade, fordi mange ikke mente, at dambrugene ville kunne leve op til de krav, der forventedes”, siger Kaare om udsigten til bekendtgørelsen.

 

Usikkerheden førte til tæt mødeaktivitet, hvor BioMar lagde lokaler til foreningens interne møder. Her blev det drøftet, hvordan bekendtgørelsen kunne forbedres. Ifølge Kaare var det afgørende, at erhvervet var begyndt at udvikle nyt og højeffektivt foder, som kunne reducere udledningerne:

 

"Vi fik faktisk lavet en del forbedringer på den bekendtgørelse, og så fik vi også nogle nye muligheder i og med, at specielt Dansk Ørredfoder havde udviklet noget foder, som gav væsentligt mindre udledninger, så vi umiddelbart kunne leve op til de krav, man lagde op til”, siger han og tilføjer en anden væsentlig forbedring i bekendtgørelsen:

"Et af de udgangspunkter udkastet til dambrugsbekendtgørelsen havde var, at produktionen blev beregnet efter, hvor meget vand man havde i vandløbet. Det slog uhyggeligt hårdt for de små dambrug, der lå ved små vandløb. Her var der en fyr i Nordjyllands Amt,  Keld Qvist, som havde lavet en længere redegørelse om arealomsætning inde på dambrugene, og den fik vi så med i dambrugsbekendtgørelsen. Det gjorde, at de der havde et stort areal, men knap så meget vand, også fik noget foder. Så det gik”, konstaterer han med vanlig beskedenhed.

 

Regeringsskifte bremsede udviklingen
Erhvervet fik hurtigt travlt med at implementere alle de tiltag, som bekendtgørelsen krævede. Samtidigt førte den fortsatte udvikling med bundfældningsbassiner og højeffektivt foder til, at udledningerne blev sænket markant, hvilket gav mulighed for at anvende mere foder på anlæggene. Men bedst som dambrugerne var klar til at anvende mere foder, blev det bremset politisk:

 

"Under forhandlingerne om bekendtgørelsen havde vi aftalt, at hvis vi nu udledte mindre, hvilket ingen regnede med, så kunne vi få noget mere foder. Det viste sig så, at vi havde langt mere end overholdt de her udlederkrav, og der var faktisk en rapport fra Miljøstyrelsen, som beskrev hvordan vi udledte mindre og derfor kunne få noget mere foder. Men herefter kom Svend Auken til, og så var der ellers lukket. Herefter skete der ingenting frem til 2002, hvor vi fik modeldambrugsbekendtgørelsen, som gjorde, at vi kunne komme i gang igen."

 

Kommunal baggrund blev værdifuld i arbejdet med modeldambrug
Og netop modeldambrugsbekendtgørelsen skulle vise sig at blive afgørende for Kaares videre arbejde i Dansk Akvakultur. Her viste karrierens første erhvervs-år som fælleskommunal miljømedarbejder værdifulde, da de bl.a. havde budt på tilsyn med dambrug og medvirken til drift af renseanlæg i fem forskellige kommuner. Og da modeldambrugsbekendtgørelsen kom, havde Kaare da også tyvstartet arbejdet med recirkulering, som blev et omdrejningspunkt for modeldambrugene:

 

”Vi havde i årene forud faktisk haft nogle få dambrug, som havde eksperimenteret med recirkulering ved brug af biofiltre, mikrosigter osv. Så vi havde lidt at gøre med, da den kom. Og så havde vi yderligere et større udredningsarbejde med Aalborg Universitet om de her modeldambrug. Herefter kom bekendtgørelsen og så gik det meget stærkt. Vi fik hurtigt etableret otte modeldambrug, som kom i gang”, husker han.

 

Selvom modeldambrugene også viste markant lavere udledninger end påregnet, krævede det alligevel en stor indsats at høste anerkendelse for resultaterne:

 

"De viste sig igen at fungere bedre end forventet. Her havde vi igen en aftale om, at hvis de gjorde det, så kunne vi få noget mere foder, og det har vi også fået en del steder, men reelt kun de steder, hvor sagerne ikke blev anket. Lige så snart de kom i ankesystemet, så måtte de gå om igen. Derfor fik vi i den næste bekendtgørelse indført, at man kunne komme over på udledning, og hvis man overholdt sine udlederkrav, så var det sagen uvedkommende, hvor meget foder, der var blevet brugt."

 

Opfindelser nåede hele verden rundt
Recirkulering blev et omdrejningspunkt fra Kaare, der siden bidrog markant til udviklingen af adskillige løsninger til erhvervet. I dag er han en særdeles efterspurgt mand, når det kommer til viden om indretning af anlæg:

 

”Man må sige, at jeg i tidens løb har fundet på en hel del forskellige indretninger, som kunne bruges, og jeg har også nogle gange haft den glæde, at de er dukket op så langt væk som Tasmanien”.

 

Alligevel ser Kaare dog på med ophøjet ro og stor ydmyghed på sit store bidrag modeldambrugene:

 

”Jeg må sige, at alle de ting jeg har fundet på gennem tiden, har jeg jo fundet på i kraft af mit job. Der er mange, der har spurgt om ikke jeg skulle tage patent på forskellige ting. Her må jeg bare sige, at jeg har været pisse stolt, når nogle har gidet at bruge det.”

 

Lad opdrættere være opdrættere og konsulenter være konsulenter
Med mere end 30 års erfaring i bagkataloget og en unik viden om dambrug, skulle man måske tro, at det ville have været oplagt for Kaare at prøve sig af som opdrætter undervejs. Under interviewet kunne skribenten ikke dy sig fra at lufte idéen, der dog hurtigt blev afvist. For at være opdrætter skal man nemlig kende sin fisk:

 

"Det der kendetegner sådan en som mig er, at jeg kan sætte nogle anlæg sammen, så de normalt fungerer. Opdrætteren, derimod, kender sine fisk og kan reagere på dem, og den viden har jeg jo ikke. Vi skal deles om det, for dambrugerne, og særligt de gamle, som drev de traditionelle dambrug, havde jo en hel unik forståelse for fisk.

 

Engang tjente dambrugerne rigtigt mange penge, og det fik biologer, tandlæger og andre til at beslutte sig for, at de også skulle have et dambrug for at tjene penge. De gik ned med et brag. Selvom de var højtuddannede og burde have forstand på det, så kunne de slet ikke klare den praktiske drift. Derfor har jeg været meget bevidst om, at jeg skal holde mig til mit, mens dambrugerne skal holde sig til den praktiske drift.”

 

Uddannelse og universitets-samarbejde er afgørende for erhvervet
Kaare fremhæver, at danske dambrug generelt har været kendetegnet ved at være langt forude for deres tid. Alligevel kræver de nye og mere højteknologiske anlæg, at man prioriterer den rette uddannelse af nye medarbejdere:

 

”Uddannelse er afgørende, for de nye anlæg kræver jo indsigt i f.eks. biofiltre. Hvorfor virker de som de gør, og hvordan skal de passes.  Hvis nu du har et gammeldags gennemstrømningsdambrug og du fodrer lidt for meget, så bliver det skyllet væk. Det kan være, at det bliver et problem ude i åen, men så er de også væk. Hvis du derimod fodrer op og ned på et moderne dambrug, så ødelægger du hele ligevægten i systemet, og så risikerer du at ende i en rigtigt træls situation. Der er det helt anderledes at skulle være konstant og køre efter en klar plan hele tiden, og det kan være svært. Så det er en øvelse i sig selv”, siger han.

 

Samtidigt opfordrer han til at fortsætte det tætte samarbejde med bl.a. DTU, der ved flere lejligheder har vist sig nyttigt:

 

”Det har for alvor betydet meget i forbindelse med nye bekendtgørelser, hvor DTU og DCE har undersøgt nogle ting. Også i projekter, som vi har været med i, og hvor de har kunne ligge nogle fakta på bordet. Det er godt, når alt ikke afhænger et tilfældigt skøn, men af viden fra fagpersoner.

Vi har også haft glæde af det i samarbejdet med kommuner og amter. F.eks. startede jeg med at lave et par flis-filtre i fuldskala til dambrug, og her har det været en stor hjælp at kunne vedlægge en rapport fra DTU, der kunne vise hvad træflis-filtre kan. Det sparede os for en længere sagsbehandlingsproces baseret på et skøn eller en mavefornemmelse om, hvor markant udledningerne ville være.”

 

”Der er altid projekter”
Selvom titlen nu ændrer sig fra Chefkonsulent til pensionist, er der dog ingen udsigt til, at Kaare vil skære ned på projekterne. Han afviser dog, at han går en fremtid som konsulent i møde:

”Jeg har ikke tænkt mig at slå mig ned som konsulent, men jeg har sagt til nogle, at de er velkomne til at henvende sig i et omfang, hvor de ikke bliver alt for voldsomt. Så jeg har ikke noget imod at følge nogle sager til dørs”, siger han og tilføjer med et grin, at han skam stadig drikker kaffe, hvis der skulle være behov en længere snak.

 

Og hvem ville ikke kunne få en værdifuld snak med Kaare om dambrug, recirkulering eller måske den dampmaskine, som han på det seneste har arbejdet med, og som skribenten under interviewet mente, at han burde reklamere noget mere for:

 

”Ja, men den er færdig, når den er færdig. Jeg synes jo, at det er en sjov dampmaskine, fordi den er meget anderledes end dampmaskiner er normalt, men omvendt må jeg også erkende, at det er lidt forældet teknologi”, siger han med et stort smil og fortsætter:

"Jeg har altid haft en lille svaghed for at lave mekanik, og det er jo også noget jeg vil gå videre med. Jeg har jo muligheden for at komme på et meget veludstyret værksted i Århus for pensionister. Det er en gammel maskinfabrik, der er lavet om til pensionistværksted med fræsere, drejebænke og alt muligt andet udstyr til at arbejde med metal, så der regner jeg med at kunne få nogle timer til at gå."

 

Ifølge Kaare bliver der også tid til at passe roningen, de to motorcykler og selvfølgelig børnebørnene:

”Jeg fortsætter også med at ro, men det ligger jo også stille om vinteren. Jeg kommer dog til at deltage i den ugentlige ro-ræs så tit jeg kan. Derudover vil jeg også bruge tid med familien, selvom mine børnebørn efterhånden er blevet store."

 

Samtidigt afslører Kaare, at det muligvis også er tid til at genoptage en ellers henlagt passion:

"Indtil jeg blev ansat ved Dansk Dambrugerforening var jeg også ivrig lystfisker, men så fik jeg fisk nok. Men det kan jo være, at jeg bliver ivrig lystfisker igen, siger han med et stort grin."

 

De sidste individualister i Danmark
Med mere end 30 år i erhvervet er det oplagt at se tilbage på de mange indtryk gennem en lang og flot karriere. For selvom dambrugere, ifølge Kaare, kan være bestemte forretningsfolk, så vil han altid huske dem for deres måde at tage godt imod ham:

 

”Man kan sige, at da jeg blev ansat, da var dambrugerne nogle af de sidste individualister i Danmark. De var jo fandme hverken til at hugge eller stikke i for myndighederne. Men jeg er altid blevet modtaget helt fantastisk godt, og det har været nogle utroligt flinke mennesker at arbejde for og somme tider en pestilens for myndighederne, fordi de holdt på deres ret. Så myndighederne har nok opfattet dem som nogle halsstarrige fyre, men de var jo nogle umådeligt flinke folk”, slutter han.

 

Dansk Akvakultur vil gerne takke Kaare Michelsen for sin uvurderlige indsats for det danske opdrætserhverv, og vi håber at se mange gæster, når vi fejer Kaare den 9. januar fra 14-16 på Agro Food Park 15 i Skejby.