Havbrug drives på lovligt grundlag

 Alle 19 danske havbrug har ansøgt rettidigt om revurdering af deres miljøgodkendelser i marts 2014 og ansøgt om fornyelse af deres placeringstilladelser.  Det betyder, at sagsbehandlingen er i gang, og at havbrugene er i drift på et lovligt grundlag, indtil der træffes nye afgørelser.  

 

Miljøstyrelsen har oplyst i pressemeddelelse den 19.05.20, at havbrugenes placeringstilladelser ikke længere er gyldige. Dansk Akvakultur er ikke enige i dette synspunkt.

 

Miljøstyrelsens pressemeddelelse oplyser, at nogle af havbrugene har ulovlige placeringer. Det er inden, at sagsbehandlingen er færdiggjort og inden den lovpligtige partshøring er afsluttet.

 

Dansk Akvakultur mener, at Miljøstyrelsens i stedet burde have oplyst offentligheden om, at ansøgningerne om fornyelse af placeringstilladelser og revurdering af miljøgodkendelserne endnu ikke er færdigbehandlet på trods af, at miljømyndighederne har modtaget ansøgningerne rettidigt fra alle havbrug i 2014, og på trods af miljømyndigheder har haft sagerne til behandling i ca. 6 år. Sagerne forventes færdigbehandlet i 2021.

 

Sagen om placeringstilladelser drejer sig om jura og forvaltning af EU regler og ikke om konkrete miljøforhold. Havbrugenes miljøforhold er i orden. Det er senest dokumenteret af den grundige gennemgang af alle danske havbrug, der blev gennemført i 2019, og som blev fremlagt i december 2019 for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg (Se link nederst).  

 

Dansk Akvakultur vil samarbejde med Miljøstyrelsen, om at alle miljø-faglige og juridiske forhold omkring havbrugene kommer på plads.  Det er det eneste rigtige. Alle havbrug følger et omfattende miljøkontrolprogram. Kvælstof og fosfor-påvirkningen fra alle havbrug er indarbejdet i vandplanerne for alle de hav- og vandplansområder, hvor havbrugene er placeret.  Der er ingen miljøanalyser, som viser, at havbrugenes drift har forhindret opfyldelse af god økologisk tilstand i havområdet og habitatområder.

 

Dansk Akvakultur vil medvirke til, at havbrugenes drift sker under hensyntagen til natur og miljøhensyn og gældende miljølovgivning. Havbrug er en meget klimavenlig og miljøeffektive animalsk fødevareproduktion. Miljøforholdene omkring havbrugene er veldokumenterede. Alle virksomheder i Danmark – også havbrug - har brug for ordentlige rammevilkår på et miljøfagligt og juridisk grundlag.

 

Baggrund om placeringstilladelser til havbrug

 

Alle havbrug har været drevet på den samme lokalitet i mange år, flere siden 1980’erne. Havbrugenes placeringer fremgår klart af de årlige indberetninger til miljømyndighederne.

 

I 2006 blev EU’s habitat-direktiv indført i dansk lovgivning. Spørgsmålet om havbrugenes placeringstilladelser er derfor et juridisk spørgsmål, dvs. om habitatdirektivet skal anvendes med tilbagevirkende kraft og hvorvidt et 20-30 år gammelt havbrug skal betragtes som et helt nyt projekt og vurderes efter EU’s habitatdirektiv. Dansk Akvakultur mener ikke, at det er rimeligt at anvende EU-direktiver eller anden lovgivning med tilbagevirkende kraft mod havbrug eller andre danske virksomheder eller øvrige aktiviteter. Professor Peter Pagh har tidligere til Politiken bekræftet, at hvis EU lovgivning skal indføres med tilbagevirkende kraft, så kan det også gælde for mange andre projekter og aktiviteter.

 

At spørgsmålet er kompliceret, ses i øvrigt af, at Kammeradvokaten så sent som i august 2019 efter en grundig gennemgang konkluderede, at flere af de omtalte havbrug havde gyldige placeringstilladelser, hvorefter Kammeradvokaten senere samme år kom frem til den modsatte konklusion.

 

Link til resultatet af Grundig gennemgang: https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/mof/bilag/237/2129604.pdf