Danskerne er vilde med økologi, men urimelige rammevilkår tørlægger økologisk fiskeopdræt

Danskerne er det folkefærd i verden, der køber og spiser flest økologiske produkter. Det er blandt konklusionerne i den nye internationale rapport ”The World of Organic Agriculture”. Men urimelige rammevilkår hindrer, at den økologiske fiskeproduktion kan følge med efterspørgslen.

 

Rapporten har opgjort og sammenlignet salget og produktionen af økologiske fødevarer for 2019 på verdensplan. Blandt andet viser rapporten, at danskerne målt per indbygger er det folkefærd i verden, der køber mest økologi. Markedsandelen for økologisalget i detailhandlen i 2019 er således opgjort til 12,1%, og det er den største andel globalt. På de efterfølgende pladser kommer Schweiz og Østrig med hhv. 10,4% og 9,3%. Sverige er på fjerdepladsen med 9,0%. Danskerne er desuden det folk, som bruger flest på penge på økologiske varer, eftersom hver dansker i gennemsnit købte økologi for 2.562 kr. i 2019.

 

I 2018, hvor rapporten også udkom, var den danske andel også størst, dengang med 11,5%, beretter Landbrug og Fødevarer.

 

Rammevilkår blokerer for de økologiske fisk

Desværre afspejles danskernes begejstring for økologi ikke i den danske produktion af økologiske fisk, som er faldet fra over 1.800 tons i 2015 til under 500 tons i 2019. Dermed udgør økologisk fiskeopdræt under to procent af den samlede produktion af fisk i Danmark, selvom hensigten i akvakulturstrategien for 2014–2020 er ti procent.

 

De økologiske regler i EU og Danmark betyder, at økologisk fiskeopdræt primært kan ske gennem omlægning af traditionelle ferskvandsdambrug med gode miljøforhold og naturligt vandindtag og med omlægning af havbrug til økologisk produktion. De nuværende miljøkrav gør det umuligt for større dambrug at omlægge til rentabel økologisk drift.

 

For at fremme økologisk fiskeopdræt foreslår Dansk Akvakultur sammen med Økologisk Landsforening, Landbrug & Fødevarer og Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur, at kravene til miljøeffektivitet for økologisk fiskeopdræt tilpasses mere ekstensive teknologier jf. EU's regler for økologisk akvakultur. Det vil medføre en relativt lavere produktion på de enkelte anlæg, men værdien af de økologiske fisk vil være høj, og det vil ske indenfor de eksisterende rammer for miljøpåvirkning.

 

Samtidig foreslår Dansk Akvakultur indførelse af en direkte og simpel omlægningsstøtte. For nuværende er akvakultur den eneste form for primærproduktion i Danmark, hvor der ikke ydes støtte til omlægning til økologi.

 

Dansk Akvakultur opfordrer til politisk handling

Dansk Akvakultur er i dialog med miljøministeriet om, hvordan økologisk fiskeopdræt kan fremmes, så vi kan bidrage til regeringens ønske om at øge den økologiske produktion og til EU Kommissionens mål om en væsentlig stigning i omfanget af økologisk akvakultur.  

 

Dansk Akvakultur ser et stort potentiale i økologisk akvakultur, som kan bidrage til den grønne omstilling og et mangfoldigt akvakulturerhverv, og vi vil fortsætte den politiske dialog om dette. For det er nødvendigt med politisk handling, hvis økologisk fiskeopdræt skal udvikle sig i en positiv retning.