Efterkritik af Weekendavisens artikel om muslingeopdræt

Weekendavisens journalist, Magnus Boding Hansen, bragte den 11. feb. 21 artiklen ”På bar bund - Mirakelkur. Landbrugets kvælstof skal fjernes med blåmuslinger, og støttemillionerne er på vej. Men er det kvaksalveri?” Artiklens åbenlyse mistro mod muslingeopdræt har fået Pernille Nielsen og Jens Kjerulf Petersen, henholdsvis seniorforsker og professor ved DTU Aqua og Sektion for Kystøkologi, til at tage til genmæle.

 

 

Nedenstående indlæg er skrevet af Pernille Nielsen, seniorforsker, og Jens Kjerulf Petersen, professor, DTU Aqua, Sektion for Kystøkologi, og bragt i Weekendavisen den 18. februar 2021.

 

Efterkritik

 

I artiklen »På bar bund« i WA #6 fremstår det, som om der er så mange dunkelheder omkring de såkaldte miljømuslinger, at det nærmest kun kan være fusk. Måske opstår mistanken imidlertid, fordi det næsten lyder for godt til at være sandt. Vi har i mere end 20 år forsket i at bruge opdræt af muslinger som et virkemiddel til at reducere negative effekter af kvælstof- og fosforudledning fra land. Det er det absolut største miljøproblem i danske fjorde. Vores resultater viser entydigt, at i de fleste indre danske farvande er miljømuslinger et effektivt virkemiddel. Og vi har i vores undersøgelser brugt anlæg i fuld skala samt undersøgt forskellige måder at producere muslingerne på.

 

Det undrer os derfor, at det i artiklen fremstilles, som om miljømuslinger ikke er et effektivt virkemiddel, fordi de ikke omsætter alt, de spiser, til muslingekød, men også producerer fækalier, der falder til bunden og skaber iltsvind. Det er rigtigt, at muslinger ikke er et 100 procent effektivt filter, men de spiser og forbrænder udelukkende føde, som i alt for rigelige mængder findes i fjordene i form af mikroskopiske planktonalger. Muslinger fodres således ikke, som det for eksempel er tilfældet ved fiskeopdræt.

 

Det er derfor ikke afgørende, om de er 25 eller 35 procent effektive, for ved høst vil netop de procenter blive taget ud af fjorden, og dermed vil den del ikke skabe uklart vand. Fjorden vil derfor samlet set få bedre bundforhold på grund af muslingerne, også selvom der lige under anlægget kommer mere nedfald end ellers. Men kan et muslingeanlæg starte et iltsvind i en fjord? Det korte svar er nej. Iltsvindet kommer af for meget kvælstof og fosfor, der gennem årtier er havnet i vores kystvande, og som muslingeopdræt netop skal modvirke.

 

En anden indvending mod miljømuslinger er, at resultaterne fra vores og andres undersøgelser, for eksempel udført af Københavns Universitet, ikke vil vise det samme ved en opskalering. Dette beror på en manglende basal viden om feltet i den omtalte artikel. Vores forskningsprojekter er netop gennemført på anlæg med den maksimale størrelse, der er tilladt i danske farvande. Der er således intet fagligt belæg for problemer med yderligere opskalering af anlæg. En opskaleret produktion af miljømuslinger vil således blot bestå i at etablere flere anlæg, alle med en størrelse som dem, vi har undersøgt. Disse anlæg skal så placeres de steder, hvor de vil have størst effekt i forhold til at forbedre vandmiljøet i de kvælstof- og fosfor-belastede danske fjorde.

 

Vi medgiver, at muslingeopdræt er en metode, der fjerner næringsstofferne langt fra det sted på land, hvor udledningen sker. Men muslingerne er et godt supplement til indsatser på land, specielt i de områder, hvor der enten går meget lang tid, før vi ser en effekt i fjordene, eller hvor der ligger meget store næringsstofpuljer i havbunden, som løbende frigives. I disse områder vil muslinger have en forbedrende effekt fra dag 1 og medvirke til at bedre miljøtilstanden. Der er således ikke meget trylleri over miljømuslinger, som det ellers antydes i artiklen. Det skulle da lige være, at muslinger også er en sund proteinkilde med et lavt CO₂-aftryk. Hvis der er noget kvaksalveri, må det være, hvorfor nogle nægter at anerkende fakta.