Vigtigt vi får fuldt overblik over udbrud med IHN-virus

Fødevarestyrelsen konstaterede den 19. maj 2021, at et dambrug i Sydjylland var smittet med fiskesygdommen IHN-virus. IHN-virus findes i de fleste EU-lande og er ikke farlig for mennesker, men det er første gang, at det er blevet konstateret i Danmark. Siden er flere dambrug i Sydjylland testet positive for IHN-virus.

 

Pressemeddelelse udsendt den 4. juni 2021, Dansk Akvakultur

 

Dansk Akvakultur, der er brancheforening for danske dambrug, ser på situationen med stor alvor og forventer, at erhvervet sammen med myndighederne hurtigst muligt har det fulde overblik. Dansk Akvakultur og brancheforeningens medlemmer samarbejder med Fødevarestyrelsen om et fuldt overblik over udbredelsen af IHN-virus i Danmark.

 

- Vi har et godt og tæt samarbejde med både Fødevarestyrelsen og vores medlemmer om håndtering af situationen, men vi har brug for en hurtig afklaring af omfanget. Derfor arbejder vi på at få testet så mange anlæg så hurtigt som muligt, fortæller Brian Thomsen, direktør for Dansk Akvakultur.

 

Vigtigt med høj tillid til den danske fødevarekontrol

Det er vigtigt for akvakulturerhvervets eksport og samhandel med andre lande, at der er høj tillid til danske fødevaremyndigheder og -kontrol.

Danmark har været blandt få IHN-fri lande i Europa. Indtil der er fuldt overblik over situationen, og som konsekvens af fundet af IHN-virus har Fødevarestyrelsen midlertidigt suspenderet Danmarks status som IHN-fri. 

 

- Sygdommen findes i de fleste EU-lande, men Danmark har været i den særlige position, at vi indtil nu har været IHN-fri. Det har givet os fordele i forhold til handelssamarbejde med andre lande. Derfor er det afgørende, at vi kan fastholde troværdigheden og tilliden til de eksportcertifikater, der anvendes ved samhandel og eksport, afslutter Brian Thomsen, direktør for Dansk Akvakultur.

 

For yderligere oplysninger:
Brian Thomsen, direktør, Dansk Akvakultur: Brian@danskakvakultur.dk / 4076 2870